Udsmykning i Børnehuset Indelukket

Udsmykningen er udført i samarbejde med Sanne Ransby i januar-marts 2012. Vi ønskede at lave en udsmykning som var poetisk, inspirerende og appellerende til børn og personales  oplevelsesevner og skabertrang.

Vi har udsmykket udvalgte steder i huset – fællesrummet, frokoststuen og teaterrummet. Sideløbende med hovedudsmykningen har vi lavet to tæpper, som børnene kan lege med efter ønske fra personalet.

Vi har arbejdet med både genkendelige og mindre genkendelige former i udsmykningen. Vi har valgt at vise nogle figurer fra udsædvanlige vinkler for at aktivere børnenes forestillingsevner f.eks. et juletræ set fra oven og en hund på hovedet. Tanken er, at personalet kan bruge det i deres arbejde med børnene, så udsmykningen både kan bruges konkret i læringsprocesser og som inspiration i forbindelse med værkstedsarbejde med børnene.

Materialet er udklippede figurer klæbet direkte på væggene. Stofferne er kvalitetstekstiler fra Kvadrat. Vores intension har været at aktivere de udvalgte rum via enkle former og farver samt understøtte de farver og ting, der i forvejen var i rummene. Vi har forsøgt at spænde rummene ud med den måde, vi har placeret objekter og farver på, og har valgt at placere figurerne i forskellige højder (dog en minimumshøjde i vægudsmykningen på 1,40 m af hensyn til pilfingre 🙂 En del af intensionen har været at arbejde hen imod, at lydvæggene samtidigt blev en mere integreret del af rummene

Vi har arbejdet på at integrere mange forskellige materialer, kvaliteter og nuancer, og har ved at genbruge figurer og tekstiler på både vægge og i tæpper forsøgt at skabe sammenhæng i den samlede udsmykning.

Fotos af: Poul Ib Henriksen

Fællesrum oversigt & Væg i fællesrum – Fotos af: Poul Ib Henriksen

View fællesrum

Close-up af figur i fællesrum & View af frokoststuen – Fotos af: Poul Ib Henriksen

Sansetæppet, lavet af Anja Christensen, giver børnene mulighed for at få deres lyster styret og deres sanser skærpet. Her må der pilles ved dingenoterne, pelsen må aes, kigges på diverse finurlige former og farver, knappe puder af, binde dimser på, tage slipset op af lommen, stikke hænderne i ærmet m.m.

Tæppet er sammensat af forskellige mekanisk interaktive elementer, dele der kan knappes, lynes eller bindes på, nogle af elementerne kan også bytte plads.

Her er arbejdet på, at tæppet skal fungere form- og farvemæssigt, og således indgå i udsmykningens helhed, uden dog at være kunst.

Fotos af: Poul Ib Henriksen

Historielegetæppet, lavet af Sanne Ransby, er et havlandskab i en kuffert til at rulle ud. Med tæppet følger figurer af træ, porcelæn, tekstil samt konkylier og et enkelt søøre. Det er tanken, at børnene sammen med de voksne kan skabe historier, billeder og scenarier. Figurerne er tilstræbt åbne for flere fortolkningsmuligheder.

Oprydningen er tænkt som en del af legen, at finde lommer, der passer til hver enkelt figur, at rulle deltaet ind og finde plads til de bløde dele i den grønne hule. Her kan leges til lands, til vands og i luften.

Fotos af: Poul Ib Henriksen

Anja Christensen - Billedkunstner